Thursday, September 11, 2014

State of Exception/ Undtagelsestilstand

Turen tog afsæt i at ambassader udgør en juridisk og territorial undtagelse i byen. Helt konkret gælder den stats regler, som ejer ambassaden i samspil med Wiener konventionen om diplomatiske relationer fra 1961. 
Vi havde inviteret Palle Roslyng-Jensen, lektor ved Saxo Institut, Københavns Universitet, til at gå med og fortælle om ambassadernes opståen og historie.
Vi startede på den Amerikanske ambassade. Den åbnede i 1954 og er dermed bygget på højden af McCarthyismen (1950-54). Den er ifølge en af arkitekterne Ralph Rapson, bygget efter Bauhaus principper, hvilket dog ikke er åbenlyst når man ser den. Oprindeligt var ambassaden et kulturhus med offentligt bibliotek og jazz koncerter – hvilket var en del af strategien under den kolde krig om at inddrage kulturen som blød magt. I dag er bygningen i nogen grad fortificeret.


Gennem Garnisons kirkegården får man et andet blik på ambassaden. Den Amerikanske og den Russiske ambassade støder begge op til kirkegården.


Vores rute blev ændret af en nyopført mur...

og vi endte i stedet på Ho Chi-Minh-Stien. Navnet stammer fra ca. 1970 hvor slagordet, "Ho-Ho-Ho-Chi-Minh", blev benyttet under demonstrationer mod den Amerikanske ambassade. Det forlyder også at diplomater, der skulle diskret fra den ene ambassade til den anden, brugte stien under diverse internationale kriser under den kolde krig. Stien har karakter af en hyggelig og stemningsfuld smutvej

...men med kraftigt adgangsbegrænsende remedier på den ene side.

For enden af Ho Chi-Minh-Stien kommer man til den Britiske ambassade, der er en af de mest befæstede ambassader. Interessant nok var ambassaden tyskernes tilholdssted under 2. verdenskrig.


 Ok den Russiske er også OK emballeret.

Den Russiske ambassade er tegnet af Jens Vilhelm Dahlerup til Otto Mønsted, der på det tidspunkt (1899) var en af de rigeste personer i Danmark. Han holdt væddeløbsheste, og avlede skotske jagt hunde på matriklen og i garagen stod landets dyreste bil. Arkitekten Jens Vilhelm Dahlerup var en af de mest indflydelsesrige arkitekter på sin tid, han tegnede bla. D'Angleterre, Ny Carlsberg Glyptoteket, Statens museum for kunst og Dronning Louises bro. Ingen ambassader er i øvrigt fredede på grund af den diplomatiske immunitet, underordnet om bygningen måtte være af vital kulturhistorisk betydning.


Vi har kaldt denne tur State of exception / Undtagelses tilstand, med reference til den tyske filosof og jurist Carl Schmitt. Den engelske titel for at medtage den dobbelt betydning, at det også er statens undtagelses tilstand. Vi sluttede turen på Kastellet, hvor der denne dag blev afholdt hærens 400 år jubilæum. Stedet var fyldt med tanks og pansrede mandskabsvogne, børn med bazookaer, fadøl og pølser. Et ganske absurd scenarie, der lignende en undtagelsestilstand, som vi ikke kunne have trippet os til i et manuskript.


Carl Schmitt (1888 – 1985) var filosof og jurist og en central person i det 20 århundredes rets-og politiske filosofi. Schmitt var den centrale jurist under nazismen, han forsvarede hitlers overtagelse af magten og brug af undtagelsestilstanden med argumentet; ”Føreren beskytter loven”. Schmitt mente at ideen om diktatur er blevet miskrediteret og at diktatur er implicit når magt blev udøvet også i demokratiske stater.

Et aktuelt eksempel er at den danske stat med Forsvarets Efterretningstjeneste (der i øvrigt holder til på Kastellet) som middel kan overvåge og aflytte alle borgere uden retskendelse, hvis landet er i krig. Hagen er at siden 1988 har skiftende regeringer ikke ville oplyse om Danmark var i krig med henvisning til rigets sikkerhed. Senest i juni 2014 erklærede forsvarsministeren så undtagelsesvist at staten ikke pt. var i krig. Svaret faldt for at undgå yderligere spekulationer i forlængelse af den seneste tids overvågningsskandaler. Det peger på at undtagelsestilstanden er implicit, også i den danske stats magtudøvelse.

Læs Dagbladet Informations artikel om gåturen her; www.information.dk/508923

Monday, September 01, 2014

State of Exception/ Undtagelsestilstand

Til Copenhagen Art Week har vi lavet en gåtur, der udforsker det internationale diplomati. Vi skal kigge på ambassader og på de undtagelser for loven, som gælder disse afgrænsede territorier. Vi skal gå ad Ho Chi Minh Stien og filosoffen Carl Schmitt bliver ikke forbigået i tavshed.
Vi har inviteret Palle Roslyng-Jensen, lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet til at gå med og fortælle om diplomatiets historiske rødder.

Tid: Lørdag d. 6. september kl 14.00 -16.00. 

Mødested: foran Østerport station.
Vel mødt!