Saturday, July 08, 2006

Vestamager og mobile økohaver


Vestamager er endestation på metrostrækningen og i traditionen med at planlægge byudvikling med infrastruktur vil området i de kommende år blive tæt bebygget.Vi så de mobile økohaver hvor 99 jordlodder kan lejes for 200kr om året pr stk. Hvert år harves jorden og haverne fordeles på ny, og kan dermed flytte i takt med byudviklingen i Ørestaden.




Vi fortsatte videre til "Hein Heinsens plads" en skulptur som Statens kunstfonds Udsmykningsudvalg har stået bag sammen med to andre skulpturer i Ørestaden, alle lavet af ældre danske mænd. Skulpturen står hvor byen ender og installerer en radikal anderledeshed. I og med at den også ligner noget der er kastet ned fra himlen tilføjer den nye dimensioner til begrebet dropskulptur.


Fælleden er stadigt et af de mest unikke frie områder i København. Avedøreværket sætter dog tingene i perspektiv så man ikke føler sig sat tilbage til guldalderen.


Sammenstødet mellem forskellige boformer, og mellem naturen og byen er en af Amagers største kvaliteter.


Vi endte på taget af en silo på bryggen som nu er bygget om til leje- lejligheder, et af de få steder hvor man kan se ud over byen.

Gået af
Karen Lisbeth Kristoffersen & Hanne Lindstrøm fra Netværk for social og politisk kunst i offentlige rum, Rikke Luther, Alec Due og Nis Rømer

Tuesday, June 27, 2006

Extra urbant: en gåtur i World of Warcraft

En gåtur for newbees som Gnom rundt i World of Warcraft. Mødestedet er på Stormrage serveren, tirsdag fra kl 23-01. Gåturen transmitteres live på tv-tv.
Se et kort over området

Friday, June 16, 2006

mobile økohaver

Næste gåtur bliver en skumringstur torsdag d. 29.06, hvor vi starter kl. 20.30 ved Metrostation Vestamager. Her besøger vi Ørestadens mobile økohaver og ser på, hvad der ellers sker i området. Vi slutter på Islands Brygge, hvor vi fra 13. etage på toppen af en ombygget betonsilo kan få et blik over hele København, opleve solen gå ned og farve Kødbyens hvide trediverbygninger lyserøde, se Rådhuspladsens neonreklamer træde frem og skimte Barsebäcks grå silhouet, om man vil. Af samme grund: Husk en kikkert!
Gåturen er lavet sammen med Netværk for social og politisk kunst i offentlige rum.
Vel mødt.

Sunday, May 28, 2006

I kajak rundt om prøvestenen



Hegn og adgang forbudt skal ikke holde os tilbage, så vi lejede et par kajakker og satte os for at ro rundt om prøvestenen. Siden Prøvestenen bruges til anløb af store tankskibe med olieforsyninger til København og til deponi af den "lettere forurenede jord" er placeringen af Amager Strandpark lige ved siden af ret unik. Renden ind mod Amager er så lavvandet at man næsten kan soppe det første stykke, men kajakkerne kunne lige stryge over havbunden. Et gigantisk kloakrør under vejen ud til Prøvestenen (som kan ses på kortet) gør at man kan sejle under og ind i industrihavnen hvor der bl.a. skibes kul ind til København. Det første stykke er rigt på fugleliv. Inde på prøvestenen kunne man se campingvogne og skrotbiler langs med vandet som om der boede mennesker på kanten. Ude i Øresund blev bølgerne højere og vi sejlede rundt mellem industrianlæg og moler hvis funktion man kun kunne gætte på. Det yderste stykke var netop bygget færdigt -en gigantisk mole med gule firkantede pontonner for hver ti meter udgjorde en surreel arkitektur hvor tankskibe og andet kunne lægge til. Vindmøllerne længere ude og flyvemaskinerne der landede og lettede i Kastrup lagde yderligere til den syrede atmosfære.
roet af Pia Rönicke og Nis Rømer

Tuesday, May 23, 2006

Prøvestenen og omegn især





Landskabet holder aldrigt op med at overraske os. Således heller ikke på denne vandring, der oprindeligt var tiltænkt Prøvestenen. Området var dog indhegnet og med skilte om fotografering forbudt. Der er heftige udviddelser igang af øen, som engang var en del af Københavns befæstning, men nu er industri, oliehavn og lagerplads for "lettere forurenet jord". Beliggenheden af Prøvestenen, så tæt på bymidten og lige ved siden af Amager strandpark er ret interessant, og kalder bestemt på flere undersøgelser, måske fra vandsiden.



I stedet gik vi langs med vandet ind mod byen. Indhegningen i området er ret massiv. Således også omkring den haveforening, vi omtalte sidst med fælles køkkenhaven, udefra var det nu et fantastisk sted, der blev dyrket og gravet og alt var frugtbart og duftede. Skurene langs havnen til en bådklub var ligeledes yderst aktive og i det hele taget var der en fornemmelse af aktivitet og brug af landskabet, som man ellers ikke finder mange steder i byen på en søndag formiddag.





I et vildt og udresseret område, stødte vi på nogle huler gravet ned i et bakket terrain. Nogen havde helt tydeligt investeret en del energi i at lave en mindre befæstning, skovbunde var overstrøet af blå kugler med perlemorsoverflade, som gav associationer til afføring fra et ubestemt fantasidyr. Fra en høj i nærheden blev vi betragtet med kikkert af mænd i camuflagetøj. De spejdede, fandt vi ud af senere, efter kampfæller til et softgunslag.



Området er smukt som pokker, masser af fugleliv især, men grunden skulle være en af de mest forurenede i landet pga tidligere virksomheder. Ironisk at forurening kan være en af de eneste ting, der kan forhindre endnu et område i at blive bebygget med alt for dyre lejligheder.




Gået af:
Daniel Tucker, Emily Forman, Dot Nielsen, Pia Rönicke og Nis Rømer

Monday, May 08, 2006

Prøvestenen

Næste Gåtur er den 21. maj kl 11
med start ved Lergravsparkens Metro.
Prøvestenen er Københavns Havns sted til modtagelse af tankskibe og lettere forurenet jord for deponi. Der er ved at blive udgravet en ny dybhavskaj til modtagelse af endnu større tankskibe. Det er en relativt stor kunstig ø i havnen, oprindeligt anlagt som fort og siden brugt som oliehavn (historie) På sidste gåtur hørte vi om en haveforening lige ved siden af med en fælles køkkenhave, vi laver nok en detour. Vi håber også at få besøg af et par kunstnere fra Chicago der bl.a. har arbejdet med byudvikling og urban farming.
Vel mødt!

Monday, April 24, 2006

Fra Metrostationen ved Lergravsparken og tur rundt i Amager strandpark / Søndag den 23 april 2006, i gråvejr.































Amager strand som plejede at være Københavns helt specielle paradis, er nu blevet overtaget af et kæmpe lortehul af en kunstig strand. Amager strand som måske var lidt ubehjælpsom tidligere, den lidt for lavvandede/ildelugtende strand blev dog nydt af mange og især af det glade Helgoland folk.
Helgoland (1925-1994) (det turkise grønne badehus med friluftsbadning for børn og separate afdelinger for mænd og kvinder) var indbegrebet af charme og et københavnsk svar på den mærkeligste Sydhavskyst. Efter dagens dejlige solbadning kunne man sidde i cafeen med de farvede lamper og opservere flyene der landene og lettede. Lugten af salt blandet med vindmøller, den store blå gastank, kunne transporterer en til et andet sted. Men Helgoland måtte vige for den kunstige strand, og blev revet ned sensommeren 2004. Efter sigende skal der bygges et nyt badehus som erstatning for Helgoland, men man kan stadigvæk ikke se skyggen af det ude på den nye Amager strand.
På vores gåtur fandt vi også andet godt: Luksuslejligheder (med enkelte defekter/smuldrende mursten og rådne vinduer), noget der lignede bunkere ved den nye strand, men vist nok er omklædningsrum og toiletter. Det maritime ungdomshus, tegnet af arkitektkontoret PLOT, lystbådehavnen og Pias pølser (vi mener at der her kunne være grundlag for noget kaffelatte salg). Ta selv ud og kig, og prøv den nye strand, og hvis du bliver træt af det så gå tilbage mod Lergravsparken metro station, du krydser Amagerbanen, gå et smut ned af den og her træder du så ind i en helt anden verden.

Saturday, April 08, 2006

Næste gåtur

Den første forårs gåtur bliver søndag den 23 april kl 11 fra Lergravsparkens metro, vi kigger bl.a . på Amagerstrandpark hvordan det har påvirket området og kysten langs Amager
vel mødt

Friday, April 07, 2006

Organiseringer, Frederikshøj og videre

Sammen med Fri Klasse gik vi en tur i Hf Frederikshøj. Der er et historisk tidspunkt fordi der netop nu er ved at blive vedtaget en lokalplan for området der eller i juridisk forstand har levet i undtagelsestilstand siden først i 1920erne hvor de første beboere indtog området. Vi mødtes med Birthe og Jens der begge bor i området, og hørte bl.a. fra Jens hvordan de første beboere havde byggget huse af trækasser fra Ford og Citroên i nærheden. Bilerne blev sendt til sydhavnen i store trækasse af prima træ. En næsten symbolsk sammenblanding af de ting der har skabt grundlaget for byen som vi kender den i dag: billisme, industrialisering og boligmangel.













Birthe fortalte om hvordan den lave husleje gjorde at de kunne have en høj service i foreningen bl.a. var der en ordning med barselsmad i de første uger - hvor beboere lavede mad til nye forældre. Legaliseringen truer dog de særlige kvaliteter der er i foreningen og man risikerer at området ikke kan holdes fri for spekulation, noget der hidtil har været undgået ved at have et internt prissystem, der tager afsæt i husenes materialeværdi. Samtidigt sker der det som ofte sker i sådanne områder at det lukkes for udefrakommende, da der ikke længere er eksterne ventelister.













Hvor HF Frederikshøj er ekstremt velorganiseret med en masse engagerede og politisk bevidste beboere, der nærmest har lavet deres eget samfund er situationen noget anderledes i det der i folkemunde hedder Lorterenden og Guldkysten i nærheden. Det er ikke lige til at se om området er ved at gå i opløsning eller blive bygget op, det hele sker sikkert samtidigt.













I dag hvor alt synes at gå op i friværdi og spekulation til en grad hvor ethvert landskab eller bybillede ses med et "rovdyrs blik" og indskrives i spekulation om gevindst og økonomiske muligheder eller mangel på samme er det vigtigt at der findes geografier der laver huller i kapitalens normalisering og ensretning. Gåturen satte på mange måder en række meget aktuelle forhold om eksklusion, sociale rettigheder og organiseringer på spidsen og hvordan byens udformning og organisering spiller en vigtig rolle i dette.

Saturday, February 25, 2006

Fields og fælleden

Shopping som en naturtilstand synes at være den underliggende agenda ved Fields (Shopping centret) vi ledte efter tegn på personlige modifikationer eller anderledes uintenderet adfærd i centret, men fandt meget lidt; en manequin med bukserne trukket halvt ned, anderledes frivole spor fandt vi på fælleden. Om sommeren ser man tit nøgne mænd og kvinder dukke frem af buskene på fælleden, det bliver der lidt mindre plads til efter at der bliver bygget golfbane på en stor del af arealet, måske kunne man i respekt for stedets historie indføre nøgen homogolf når det kommer så langt.







Tuesday, January 31, 2006

Fields & Fælleden

Næste gåtur: Lørdag d. 25 feb, kl 11 ved Ørestad station
...over Center Boulevard kan man komme til Indvej, og måske helt ud til Skydebanevej. Hjemmeværnet og måske hæren, har skydebane og sprængningsområde der.

og så er der en losseplads. Ud til vandet er der en god udsigt til Tippen. Og der skal altså bygges golfbaner og flere boliger. Bl.a er der mulighed for et par 80 m højhuse, som Kastrup Lufthavn er stærkt imod. Men det er vist mere i den retning, fra Fields henimod VestAmager, nogle af de bygninger der ligger der er Telias og andres serverbygninger. Der kan vi nok desværre ikke komme ind, det ser ellers helt vildt ud, sådan et server rum.

Den anden reting er der amager strand, men det er en meget meget lang tur, på den anden side af Kalvebod fælled. Med et fantastisk fugle udkigstårn. Nå der kan vi gå ud hvis vi bare vil ha natur.
Jon

Saturday, January 28, 2006

banearealet ved Nørrebro station

Gemt bag Føtex ved Nørrebrostation, ligger det største ubenyttede område på Nørrebro, det er både fantastisk og underligt siden Nørrebro er det tættest befolkede område i København. Grunden er ganske vist forurenet da det er et gammelt DSB område, men det er et godt sted for at kigge på byens bagside - eller gøre ting der ikke skal ses.....
-se kort over turen her
nis